Inge satte farver på livets palet:
- Vi er for få originaler...

Ugebladet Søndag, uge 52, 2005


Inde midt i Århus - på fjerdesalen i et smukt renoveret baghus – tager maleren Inge Dahl imod med et stort smil og den obligatoriske blomst vippende i håret. Her har hun sammen med fire andre kunstnere sit atelier, hvor hver ledig væg- og gulvplads er optaget af hendes seneste produktion. Et enkelt stort maleri i mørke farver fra en tidligere periode skiller sig ud blandt de øvrige med deres glade pangfarver. Hun har netop færdiggjort ophængningen til udstillingen ”Klæder skaber folk” på TEKO i Herning, som har optaget hende de sidste par måneder. Nu venter hun spændt på publikums reaktioner, men selv er hun godt tilfreds.

Der har altid været fart på i 49-årige Inge Dahl liv. Hun er vokset op på en gård i Strandby på Fyn. En lille hyggelig landsby med gadekær og jordbærmarker, som hun flygtede fra, så snart hun havde mulighed. Og hun er svær at sætte i bås. Har boet i skurvogn på Christiania, i storkollektiv i Århus og landbrugskollektiv ved Skive. Og så har hun set en stor bid af verden. Indien, Sri Lanka, Nepal, Syrien, Pakistan, New York, Mexico, Ecuador, Peru, Bolivia, Cuba og Brasilien. Og i Europa har hun ofte gæstet Italien, Istanbul, Ægypten, Tyrkiet og Grækenland. Alle steder har hun hentet inspiration, som tilbage i Danmark er blevet omsat til skønne malerier og små eftertænksomme digte.

-Da jeg var barn drømte jeg om at blive forfatter, men så havnede jeg i Indien, og der var farverne så overvældende, at jeg nærmest blev væltet omkuld. Kvindernes smukke og farverige sarier, det at være i naturen; bjergene, vandet, samværet med elementerne. Det hele var så intenst. Jeg fandt nye sider af mig selv og måtte erkende, at jeg hidtil havde tænkt og analyseret for meget. I Indien lærte jeg at være til stede i nuet, og jeg vidste, jeg måtte droppe mit danskstudie på universitetet og bruge mig selv på en anden måde, når jeg kom hjem.

Inge Dahl var 25, da hun meldte sig ind på Billedskolen på Lolland, hvor hun undersøgte farverne, som hun siger. Men efter tre måneder meldte udlængslen sig igen og på et år nåede hun at være flere steder i Europa, i New York og Sydamerika.

-Det var også voldsomt, men jeg havde besluttet, at jeg ville rejse noget mere. Jeg startede med at løse en enkeltbillet til New York, hvor jeg så alt, hvad der var at se af kunst. Uden at kunne et ord spansk drog jeg videre til Sydamerika for at lære at væve og lave keramik, bl.a. i Peru og Ecuador. Jeg kunne egentlig ikke lide at være der. Det var i en politisk barsk tid, hvor angsten var dominerende og lukkede af for medmenneskeligheden, og jeg følte mig meget ensom. I dag må jeg sige, at det var utroligt, at jeg bortset fra lidt gulsot og lungehindebetændelse er sluppet heldigt fra det. Men når man er alene af sted i lang tid, så tror jeg, at man får en hjælpende hånd, når den er mest tiltrængt. Det skete f.eks. for mig i bjergene i Peru. Lige da jeg havde mest brug for det, kom en dansk pige kørende i en bil, som jeg hoppede ind i, og vi havde en skøn tur til Lima. Jeg siger, det var en lille engel, som dukkede op. Igen i en bus i Bolivia, hvor jeg mødte en brasiliansk kvinde, der inviterede mig til at bos hos sig i Rio, og som nu er min gode veninde. Sådanne oplevelser har jeg haft masser af, og det fortæller mig, at der er noget der hedder skæbnen. Men jeg synes bestemt ikke, at min søn skal rejse ud på den måde, ler moderen til den nu 15-årige Niclas.

For mor det blev Inge Dahl. På en bjergvandring i Nepal mødte hun kærligheden, som skulle blive far til hendes søn.

-Jeg var efterhånden blevet 32 og ville gerne have en familie. Jeg havde mødt en skøn franskmand, og vi besluttede at få et barn. Havde planer om at bo i Danmark om sommeren og i Frankrig om vinteren. Men han fik kolde fødder, da jeg blev gravid, så pas på de smukke, franske mænd, formaner Inge Dahl med et smil på læben. Kort tid efter møder hun en ny kærlighed.

-Han var halvt ghaneser, halvt dansker, og vi holdt sammen i ni år, så han blev en slags far for min søn. Men han måtte på et tidspunkt ud og finde sine rødder, og nu bor Niclas og jeg alene i en lejlighed her i Århus.

Tæt ved Inge Dahls barndomshjem lå Løgismosegodset, hvor familien Grønlykke boede. De lavede film, dyrkede økologisk og der foregik altid noget spændende med masser af besøg fra hovedstaden og det store udland. Deres børn blev hendes bedste legekammerater, bl.a. Maria, som hun gik i klasse med. På spørgsmålet om, hvordan Inge var som barn, lyder hendes svar: ”Det kan du se i Marias bog Fisketyven. Historier hjemmefra”.

Her kan vi så læse, at Inge var det nærmeste klassen kom Pippi, at hun var en hidsigprop, og at tegnelærer Tofte krævede snorlige streger på alle tegninger. Men det ville Inge ikke. Hun malede hvad fanden, der passede hende, når bare det ikke var lige.

-Selvom jeg er vokset op på en gård, var vi ikke nogen helt almindelig bondefamilie. Mine forældre har temperament, især min far. Jeg tror, der måske har været lidt sigøjner i hans familie, for han er meget sorthåret og meget temperamentsfuld. Selvom jeg ikke ser speciel etnisk ud, ligner jeg ham meget, og jeg har aldrig følt mig særlig dansk. Jeg er den yngste af fire, og fik nok lidt mere snor end de andre. ”Der var jo ikke plads til, at vi alle var, som dig”, som mine søskende siger.

At turde skille sig ud og til tider være skæv og mærkelig er ikke altid nemt, men det er den måde man udvikler sig på og skaber sin identitet.

- Jeg gik ikke for at være mærkelig i min barndom, jeg var bare ekspressiv . Men jeg havde en svær pubertet, som stadig er en sorg for mig. Jeg var meget optaget af det eksistentielle og kan huske, at jeg gik rundt og spurgte folk om, hvorfor de troede, de levede. Jeg kunne ikke helt finde mig selv i kristendommen. Blev træt af Kristus og al den lidelse, han står for. Jeg ville hellere lyset og glæden som den smilende fredfyldte Buddha. Opvokset i et kristent hjem er jeg naturligvis kristen. Men for mig er det ikke enten eller. Det er også Dalai Lama, som jeg personligt har mødt på en af mine rejser, og hans filosofi og tanker om medfølelse og tilstedeværelse i nuet.

Jeg faldt jeg ikke til på Vestfynsk Gymnasium. Havde slet ikke lyst til at være der. Vi var fire piger i en matematisk/biologisk klasse, og jeg syntes, klassekammeraterne var snobbede og meget langt fra min verden. Heldigvis blev jeg syg af mononukleose i begyndelsen af 1. g og fik lov at gå ud. Året efter flyttede jeg til Odense og startede på studenterkursus, og det blev en lykkelig tid.

Det blev også til seks gode år, da Inge Dahl – efter endnu et ophold på Billedskolen og en afstikker til North-East Polytechnic of London Film & Video – i 1991 dimmiterede fra Det Jyske Kunstakademi og kunne kalde sig kunstner med stort K. Inden da havde hun dog nået at blive præsenteret på Charlottenborgs forårsudstilling og Kunstnernes påske-, sommer- og efterårsudstillinger og havde hængt i mange gallerier. I 1995 vandt hun konkurrencen om at udføre en syv gange fire meter stor glasudsmykning på Nationalmuseet i København.

-Det var en stor udfordring for mig, for det var første gang, jeg arbejdede i glas. Man skal kunne sit håndværk. Jeg behandlede glasset, som var det en akvarel, og det stiller store krav. Andre overfører deres billeder på glasset. Jeg synes, jeg har gjort det meget fint og vil gerne bruges noget mere. Lave flere udsmykninger. Jeg er egentlig lidt fornærmet over, at ikke flere finder frem til mig. Det må du gerne skrive, for sådan er det. Jeg føler mig klemt og irriteret på mit køns vegne. Kvindelige kunstnere i min generation har det ikke nemt, og jeg vover at påstå, at vi skal være mere end dobbelt så gode, som de mandlige for at komme i betragtning. Det er de tunge drenge, der sidder på kunstindkøbene, og mænd vil se mænd og bekræftes i deres maskuline identitet.

Inge Dahl er dog glad for sit liv som kunstner, bedyrer hun.

-Jeg vil stadig udforske verden og skal helt sikkert til Indien igen og Mexico. Det er to meget forskellige lande med hver deres magi, som jeg ikke har helt styr på. Der kommer til at ske noget andet, når min søn flytter hjemmefra, og jeg får min fulde bevægelsesfrihed igen. Jeg vil også gerne bo i Spanien. Måske permanent. Det er det vidunderlige lys, der trækker. Er det ikke sjovt, det første ord min søn kunne sige var ljus? Det er jo dejligt for en malermor.


Af Vivian Timmermann

Retur til:
Portrait