Uddrag af:”Hundrede års Kvindsomhed” Maria Grønlykke
Polyfoni – Gyldendal 2014

INGE DAHL, F. 1961 I STRANDBY, MALER

Jeg var simpelthen blevet så RASENDE, det irriterede mig
HELT ENORMT, gjorde det! Lundstrøm smed konens staffeli
ud ad vinduet, da de tog på bryllupsrejse! Hvad bildte
han sig ind! Sådan en KLAPTORSK! Jeg kunne ellers godt
lide hans billeder, hans appelsiner var PÆNE jo! Nu er jeg
nødt til at genoverveje mit syn på manden!
"Der er kun plads til EN kunstner i familien," råbte han.
Så kunne hun lære det. Andre holdt bare op, deres ting
blev HÅNET! Eller hvis de var heldige: gemt væk! De røg
på arkiverne!
"DAMESTYKKER!"

Nå, en dag kunne det være nok, og så gik jeg op på ARoS
det er omkring et år siden, de havde fået ny chef dengang –
(…)
Nå, men jeg skrev sådan her til ham: Kære Eriend Høyersten, jeg har
en kanongod ide, ren foræring, jeg kan komme og fortælle
om det på fredag kl. 11, håber du har tid, og hvis jeg skal
have noget, vil jeg helst have te, men behøver ingenting,
på forhånd tak, venlig hilsen Inge Dahl, maler.

Selvom det vil være en overdrivelse at påstå at ARoS
mere end andre danske kunstmuseer - har gjort noget for
at holde øje med kvindelige kunstnere, så har de alligevel
nogle stykker i deres samling, sådan lige der omkring de
knap ti procent. Samlingen går tilbage til 1700-tallet.
Også som ikke er Bønnedal, jeg kan ikke klare de billeder,
jeg får det så dårligt af at se på dem, det må være
noget mandlige kunstanmeldere har kørt op, som bevis
på at kvinder kun magter sådan noget ponynuttet fimseri
... Fordi de savner mandens geni, nå, pyt nu med det. For
resten er der en sjov ting ved genier: Indianere er ikke
genier. Heller ikke sorte eller kinesere. Eller grønlændere.
Og selvfølgelig ikke kvinder. Lige meget farve.
. .. Nå, men så om fredagen tog jeg derned, jeg kan lige så
tydeligt huske det, han var der faktisk og sad og ventede,
tog pænt og nydeligt imod mig.
(…)
Og så gik jeg i gang, jeg tror jeg snakkede en time i træk.
Om et år er det 100 år siden at kvinder fik valgret her i
Danmark, jeg ved godt det skete året før i Norge, i 13, men
det kan vi ikke tage os af, sagde jeg, det skal blive en kæmpe
manifestation, for det har reddet vores land fra dynd og undergang,
der findes masser af kvindelige malere, men ikke
mange af deres malerier på de offentlige museer, bortset lige
fra i arkiverne hvor publikum har svært ved at komme til at
se dem. Foruden at de aldrig har hørt om dem.
Kunne I ikke gå ned i jeres kælder og gennemgå magasinet
og så lave en mega retrospektiv udstilling med
alle de kvindelige malere I overhovedet kan stampe op
af kasserne: Frem i lyset og op på væggene med det hele!
Det skal være jeres bidrag til fejringen af 100-året, og det
vil være skidehamrende interessant, for de fleste af dem
er ukendte, selvom de sgu er lige så gode som alle mulige
andre, og under alle omstændigheder vil det være en
øjenåbner for gud & hvermand at de overhovedet findes.
Og ved du hvad!
Her kikkede jeg olmt på ham, det er jeg god til, sådan
med sammenknebne øjne ligesom i gamle dage hjemme i
Strandby når vi var oppe at slås med lysserne, han fik mit
allerhårdeste dræberblik "Ved du hvad, Erlend! Det er
endda en pissebillig udstilling at sætte op! Det hele ligger
dernede. I skal bare hente det op og støve det lidt af, det
kan I sikkert få nogle polakker til! Eller rumænere, det er
faktisk det samme som gratis.
Så åbner I grundlovsdag 2015, lige på dagen, KABUMM,
det bliver enormt festligt og på den måde er I med inde
i hjertet af det hele, på en ENORMT FLOT måde! I får i
læssevis af SKRUPGRATIS omtale, masser af goodwill,
halvdelen af befolkningen vil respektere jer, den anden er
alligevel ligeglad med kunst (det var før Birgitte Asgreen
fik snøvlet sig sammen!), man vil lægge mærke til det, især
fordi det er så indlysende, og 'endelig er der nogen som
gør noget for kvinder i kunsten' ...
I bliver helte! Især du! Sådan en modig nordmand der
kommer herned og satser det hele- efter at mænd i den
danske kunstverden gennem i hundredvis af år har tilsidesat
... "
Jeg blev ved og ved.
(…)
Efter måske en time kunne jeg ikke lige finde på mere at
sige, jeg endte med at remse alle de kvindelige malere
op, jeg kunne komme på, Emilie Mundt, Luplau, Johanne
Krebs, Suzette Skovgaard, Sonja Ferlov, Sofie Bolten, det
var jo ikke sikkert at han kendte dem, hvordan skulle han
næsten, når ingen andre gør? ... Louise Ravn-Hansen, det
er jo ikke fordi de ikke er der, Emma Meyer, ja, Edma Stage
-hende kan man da godt lige tage og huske, ikke, hun
var vel ikke fuldstændig uden betydning, hun var med til
at stifte Den Frie hvor hun havde sin sidste udstilling da
hun var omkring 90, ved siden af havde hun haft fuldtidsarbejde-
uden løn, selvfølgelig- som præstekone ... JA,
alle dem, de aldrig har vist en kvart centimeter lærred af
på ARoS og de fleste andre steder, kabumm! Nå, det korte
af det lange var, at da han var færdig med at sidde og trille
med sin blyant og jeg heller ikke sagde mere, så hoppede
han op af stolen, satte sig på bordet og sagde spontant,
mens han sad og slog med blyanten på benet: Javist ...
jaavist, Inge Dahl, det der - det er en jættefin ide! Lad os
komme i sving!
(…)
Hvorfor gør ikke ALLE museer sådan? I hele landet!
Sikken manifestation, sikken opdagelsesrejse!
Nå. På tide, kan man sige. Det bliver spændende. Om
billederne så kan bære. Ikke?
Eller om anmelderne skriver 'damestykker'.
Sådan som de har gjort de foregående hundredehalvtreds
år.

Retur til:
Portrait