Regnbuelys

Efter Nationalmuseets store ombygning spiser de ansatte nu de daglige måltider i en kantine, som arkitekten, kongelig bygningsinspektør Gehrdt Bornebush har tegnet som moderne enkel arkitektur med et stænk græsk tempel. Endevæggen består af 60 kvadratiske ruder. Efter en lukket konkurrence mellem Lars Ravn, Jan Balling og Inge Dahl - udførte sidstnævnte 60 glasmalerier på Per Sten Hebsgård's værksted. Tilsammen danner de en koloristisk helhed på 7 x 4 m.
De enkelte billeder kan vel kaldes spontant fabulerende og er malet med generøst frie penselstrøg. Man kan nærme sig og opleve kontakten til museets ånd ved at genkende symboler fra en fjern fortid, men samtidig - som altid, gælder angående svundne tider - opløses de, ligesom hvis man vil for tæt på. Men i øvrigt er det helheden som er afgørende og dominerende - de lette lyse farver.
Værkets titel er "Udsigt Fra Bifrost", den nordiske mytologis regnbue, der fungerede som bro mellem den guddommelige og den menneskelige verden. Og befinder man sig i menneskeligt samvær i personalekantinen en eftermiddag, hvor glasfarverne er fyldt med sol, bygges der helt bogstaveligt bro til kræfterne i universet.
Publikum kan få adgang til udsmykningen ved henvendelse til museets information.

Erik Mosegård Jensen. Kunstavisen Juli 1995.

Reviews (Danish)