Den store kjole

Når man skal skrive om det, der normalt ikke er ord for, havner man let i klichéer.
Som levende væsner er vi konstant oppe imod tilværelsen, og den kan meget vel opleves som noget af en orkan. I en tid med klimaændringer ligger meteorologiske metaforer ligefor. Ja – selvfølgelig er der også øjeblikke med vindstille. Det er de vidunderlige lommer af tid, der skærper opmærksomheden. Alle de øjeblikke, der ikke udmærker sig ved noget særligt. Et helle midt i turbulensen.

Inge Dahl er først og fremmest en ildsjæl. Et heftigt vejrlig. Et uroligt – bevægeligt temperament, der konstant er i vælten. Bevægelsen er hendes element. Et mentalt kontinuum, der går fra brise til kuling. Det er derfor ikke så mærkeligt, at der er storm over hendes billeder.
Bevægelsen som sådan er udryk for selve livsudfoldelsen. Den strømmer gennem hende helt ud i penslens finere nervetråde, og den sætter konstant spor på lærredet i form af det malede værk.
Livskraften folder sig ud i en frodig munterhed, der udmærket kan tendere kaos, men kikker man efter - og det er det man skal, når man går på udstilling - så er der snarere tale om et malerisk puslespil, der alt efter den maleriske tilrettelæggelse og øjets formåen lægger sig for blikket og byder sig til for hjernens krav til orden.
Som lysbøje i det store oprørte hav dukker her og der fænomenet genkendelighed op. Farvemusikalske idéer og motiver, der bringer os fra det dybe alt-og-intet ind til lavt og farbart vand, hvor vi begynder at kunne skelne.
En kjole stor som et himmelhvælv, festlig som var det karneval i Rio, beskyttende som var det Madonna Misericordia, moderigtig som var det Nynnes. Sort som til en begravelse. Kjolen der bevæger sig gennem verdenen. Kjolen fuld af drama og poesi, lidenskab og tilgivelse – men også af komposition og kolorit. For det er jo maleri, vi har med at gøre.

Inge Dahl har et stort sugerør ude i den kollektive bevidsthed. Uden på nogen måde at styre det end sige at vide, hvorfra det kommer, skyller de forskelligste impulser ind gennem hende, og de vibrationer, som det nu sætter i gang, ytrer sig som i en rus, der ender med at efterlade rester og stumper af dit og mit ude på lærredets bane. Her ligger det så og kalder på at blive tømret sammen til det, der nu engang hedder et billede. Tro ikke, at det sker af sig selv. Inge Dahl er en bevidst og seriøst arbejdende kunstner, der har håndværket i hænderne. Det er hende, der styrer, når det er det, der er behov for. Når billedet skal skabes.

Hun er smadder nysgerrig. Det har fået hende til at rejse jorden rundt et utal af gange. Men det er også vigtigt at finde ud af, hvad der gemmer sig på den anden side af plankeværket. Om det er de store afstande eller noget helt lige for, er sådan set lige gyldigt.
Hun er mere global end århusiansk. Det afgørende er, at kjolen, der knitrer af farve i alle regnbuens afskygninger, fortæller om alt, hvad der flyver af sted, som skulle de over på den anden side - møde manden, danse med ham. Elske.

Hendes kjoler er som den sejldug balineseren laver sin drage af. Hver dag, når han går på arbejde, tager han sin drage med. Den er i stærke farver og karakteristiske former, så den kan ses på lang afstand. Den skal kunne genkendes som en flimrende plet oppe i den himmelske uendelighed. Dragen er det periskop, der kikker op i skyen, ud i luften, henover verdenen. Har Inge Dahl fået andel i dragens øje?

Kjolen er også som en brændende tornebusk. Eller som et overflødighedshorn. En blomsterbuket, en eksplosion af farver og vibrerende liv, der kun kunne stoppe, fordi lærredet ikke var større. Ja – sådan kan det måske se ud. Men ligesom der skal være snor i dragen, ellers kan den ikke komme tilbage og fortælle os, hvad den har set, så skal billedkunstneren navigere i maleriet som en styrmand i kuling. Her handler det om struktur, om balancer – om valg og dispositioner, der igen bygger på overblik og afklaring.

Der skal være en kant. En ramme. En indramning. Midt i det uafbrudte kontinuum af bevægelse og tilfældige indfald opstår kravet til en brugbar struktur, så alt det, der melder sig på billedrullen, også kan finde fæste i en sammenhæng – i en opbygning. Inge Dahl synes i det færdige resultat næppe tynget af denne intellektuelle arkitektur eller billedmæssige ingeniørvirksomhed. Men den er hende bestemt ikke ukendt. Hun ved hvordan hun skal sejle hen over fladen og styre den brusende palet – som i en rytmisk dans, der både rummer det dionysisk provokerende og apollinsk disciplinerede.
Tilfældige fodaftryk – nuvel – sådan kan det måske også tage sig ud. Men fodaftryk er nu engang et resultat af en proces. Af at gå, at løbe, at danse, at bokse – alt sammen noget der kræver færdigheder og styrende kontrol.

Det er her, at ordenes smertegrænse er kommet i øjenhøjde. Og det er her, at de skal klappe i. Selv har Inge Dahl erklæret, at ord er et helt andet sprog, der ikke direkte kan forbinde sig med maleri. Det har hun ret i, og derfor kan det aldrig blive til andet end udenomssnak. Også derfor er det godt, at billederne er der.

Ole Nørlyng


Reviews (Danish)