Portræt i Århus Onsdag 2005 af Allis Michelsen

- Jeg vil give dannelse i arv. At turde skille sig ud er blevet en mangelvarer. Vi er for få individualister, konstaterer kunstneren Inge Dahl, der selv har forsøgt alt fra skurvogn i Christiania til en enkeltbillet til New York. Mød kvinden der forlanger dannelse.

Det er med højt decibeltal - og obligatorisk blomst i håret - hun tager imod på sin høje fjerde-sals-adresse inde i Århus-baggården. At forcere de mange trappetrin op til det højloftede atelier er overhovedet ikke noget, der kan give Inge Dahl åndenød. Det lader hun gæsterne om - og så skal hun ellers nok holde snakken i gang, til de får vejret igen.
Det får man så. Og er ved at tabe det igen - vejret - mens hun løber hen og skruer ned for Janis Joplin. For fra enhver ledig væg- og gulvplads i atelieret rammer hendes seneste maleriproduktion lige i solar plexus. Her er en maler, der i alt fald lige p.t. er til farver, der siger pang. Det ene store lærred efter det andet er linet op og venter på afgang. Tydeligvis er det ikke gået helt stille for sig ved de lærreder, og endnu en gang har Inge fundet sig et tema. Med hendes skæve tilgang til maleriet og sproget er det, hun lige nu er optaget af ”Go’e ben”.
At hun er gammel sportspige fornægter sig ikke. Inge udstråler energi og har det tydeligvis bedst med at være i rapfodet bevægelse, iført mørkeblå termo-overall, der i sig selv er en spejling af, hvad hendes palet byder på. Og her til formiddag blev der tilføjet endnu et par pletter men fra den mere dystre farveskala.

- Jeg havde en drøm i nat, der generede mig, og så var der kun én ting at gøre: At komme i gang ved lærredet og få den omsat i energi - og så tilsat Janis Joplin. Hendes rå energi er god at have i baggrunden, når noget rigtigt skal trykkes af, smiler Inge.
Hendes livs destinationer udgør en lige så broget buket, som den hun har stående på tebordet, og som ser ud til at have en konkurrence gående med malerierne om at vinde farveslaget.
Inge har boet i skurvogn på Christiania, i storkollektiv i Århus og landbrugskollektiv ved Skive, løst enkeltbillet til New York for at ende med at bo i Brasilien hos en kvinde, hun tilfældigt mødte på sin vej. Men hun har også været turen omkring Indien, da strømmen gik den vej, og fundet ham, hun troede, skulle blive hendes livs kærlighed på bjergvandring i Nepal. Drømmemanden talte fransk og blev far til hendes søn. Og den ellers så friske og frejdige kunstnerspire tog også turen til Sydamerika, bl.a. Peru, for at lade sig inspirere. Men kun for at finde ud af, at angsten i en politisk barsk tid lukkede af for både inspiration og menneskelighed.
- Verden er ikke en legeplads. Og det er utroligt, at jeg bortset fra lidt gulsot og lungehindebetændelse, er sluppet heldigt fra det. Men når man er alene af sted i så lang tid, som jeg har været, får man også en oplevelse af, at der er noget, der hedder timing og skæbne: Lige da jeg havde brug for det, mødte jeg en dansker i Central Park i New York. Og lige da jeg havde brug for det, mødte jeg i en bus i Bolivia en brasiliansk kvinde, der inviterede mig til at bo hos sig i Rio. Jeg har mødt masser af den slags - som er for godt til at være tilfældigheder, smiler Inge, der også tilskriver det timing eller skæbne, at hun ventede, til hun kom hjem fra en længere rejse i Mexico og Cuba med at brække benet - på rutebilstationen i Århus.
- Jeg har levet et vildt liv. Men om det var farligt at tage af sted på den måde. Sådan tænkte man jo ikke… Men jeg synes ikke, min søn skal rejse ud på den måde, alene, griner moren til nu 15-årige Niclas.
Hendes opvækst i det fynske var om ikke præget af skæbne-møder og -begivenheder, så af trangen efter at komme ud og se verden:
- Polle fra Snave-miljøet er i den ene ende min baggrund. Jeg spillede fodbold i Snave - en cykeltur på ti kilometer fra den gård, der er mit barndomshjem. Og som den store kontrast familien Grønløkke på Løgismose-godset. Deres børn blev mine bedste kammerater, og i det hjem foregik der jo en masse spændende. De lavede film, de producerede økologisk og var livsnydere. Der var tårnet, voldgravene og den grå dame som spøgte på Peder Oxe-gangen. Lige noget for mig.
I det hjem gik i alt fald datteren Maria - som har fået illustreret sine bøger af Inge - til kanten. Sammen med Inge - der husker:
- Vi havde et mål om at bestige flest mulige hustage, så vi tog dem et efter et og nåede da at bestige over halvtreds, griner Inge, hvis rekognosceren også foregik på egen hånd langt ind i de fynske skove og moser og langs åer og strande. Og når hun rigtigt kedede sig, hoppede hun på mælkebilen for at komme ud og opleve den fynske verden.
- Meget natur og mange originaler - sådan var det. Men det var sgu også rent kulturelt et hul i jorden, erklærer Inge, der godt kunne undvære hullet, men tog originalerne til sig:
- At turde skille sig ud - være original, skæv og mærkelig - er blevet en mangelvare. Vi er for få individualister. Måske derfor passede danskstudiet og jeg ikke til hinanden, da jeg kom til Århus. Jeg oplevede at den gode litteratur faldt fra hinanden og blev overbelyst. Sjælen forsvandt.
Forskellige kollektiver, hvor der til husordenen hørte lange natlige samtaler om banaliteter, fik hun også nok af - ”med Tvind-folk der var for meget og flippere, der var for lidt - de kunne ikke komme op om morgenen!”.
Så turen gik via Syrien - og børneopsparingen - til Indien:
- Jeg ville ud og undersøge tingene - Indien var farver og at være i naturen; bål ,bjerge, vandfald - samvær med elementerne. Jeg fandt helt nye sider af livet og mig selv. Jeg kunne grine og være fri for de mennesker, der syntes vi alle sammen skal være ens. Og det gik op for mig, at jeg havde tænkt og analyseret for meget. I Europa skal man altid forstå eller gøre sig en forestilling, før man går i gang med noget. I Indien lærte jeg at være til stede, og det var voldsomt men dejligt. Så da jeg skulle hjem efter et år, var jeg bange - for at miste det jeg havde fundet. Til gengæld var jeg sikker på, at der skulle ske noget andet, - og selv om jeg var eventyrligt mættet, vidste jeg også, at jeg ikke var færdig med at rejse, fordi det er så vigtigt for vores livserfaring og integration, at vi får krop på andre kulturer. De hænger jo også sammen med vores rødder.
Inge kunne ikke tegne, havde hun en gang fået at vide af sin formningslærer; en tømrer, der syntes, eleverne skulle tegne huse.
Men i første forsøg, efter at have gået på to billedskoler, blev hun optaget på Det Jyske Kunstakademi, hvorfra hun dimitterede i ’91 - og var rigtig kunstner med stort K - og undervejs i studiet også blevet mor.

- Det var op ad Mount Everest, og det skulle være ham, besluttede jeg. Det var en fornuftig beslutning, syntes jeg, for han var en fornuftig mand. Og resultatet af Asien-rejsen blev altså Niclas - men ikke en mand, for han fik kolde fødder, da jeg var i ottende uge, smiler Inge, der godt kan se affæren fra den humoristiske side, nu hvor den er på mere end 15 års afstand. Og som tilføjer denne advarsel til danske medsøstre, også med et grin: ”Hold jer fra franskmænd!”.
- Men heldigvis gik der kun et par uger, så mødte jeg en ny kærlighed, halvt ghaneser, halvt århusianer. Vi holdt sammen i ni år, så han blev en slags far for min søn - men brød op fra Danmark for at finde sine rødder, fortæller Inge, der nu er alenemor med Niclas i en lejlighed i Museumsgade - med udsigt til Aros:
- Ja, det er jo en slags skæbnens ironi -dagligt at skulle se op på det kunstmuseum, der næsten kun udstiller værker af mænd. Lige som de andre museer . At være kvindelig kunstner i Danmark er lidt som at være sort. Man skal være mere end dobbelt så god. Det er de tunge drenge, der sidder på kunstindkøbene - og mænd ser mænd. Men så vil jeg dertil sige, at vel bliver kvindelige kunstnere overset i de professionelle rækker. Men desværre vrimler det i andre sammenhænge med kvinder som maler dekorationer, der matcher sofaen. Der mangler noget fordybelse, faglighed , nerve eller personlighed -. Men der er jo noget trygt ved den slags sofastykker, og hvem ønsker sig ikke tryghed? Det er konformiteten, jeg angriber! For der er så meget angst for ikke at være som de andre .Der serveres i stribevis af dødssyge tv-boligindretningsprogramer, madprogramer, quizer ect. Budskabet syntes for tiden at være : Lev ikke dit eget liv, lev andres! Jeg søger provokationen - noget, der får folk til at tænke. Man har ret til at have sin egen smag, og det må sgu gerne matche sofaen , men ved at fordybe sig - og respektere - erfaringen og håndværket, bliver der måske flyttet nogle brikker, mener maleren, der - trods kvinde - har markeret sig godt og grundigt i de højeste kulturelle cirkler. Hun vandt - foran flere mandlige kunstnere - en konkurrence om at udføre en kæmpestor glas-udsmykning på Nationalmuseet i København - på 7 gange 4,2 meter.
- Det var en stor udfordring, for jeg havde ikke arbejdet i glas før. Det stillede store krav - at kunne gå ind i den tilstand og den proces, hvor man stoler på sit håndværk og sit instinkt. At man har styr på det, forklarer maleren, der blev dømt mindre egnet af sin formningslærer engang, men spået en fremtid med matematikken.
- Ja, skriv endelig det, så jeg ikke kommer til at fremstå som endnu en småt begavet, nørdet maler, griner hun, og kaster sig over sine ”lemmer”, som hun for tiden er meget optaget af:
- For mig er det en provokation at male nederdele og ben set fra den vinkel, altså et kig nedefra og op og på hovedet og metafysisk, smiler kunstneren, der er kendt for også at lege med både sprog og titler og kalder et af billederne ”Gode mænd hænger på træerne”.
Sådan en erkender hun, hun godt vil hente ned af et træ - for eksempel når hun finder sin maler-ønske-tilværelse på et lille sted ved Malaga, hvor hun måske på helårsbasis vil slå sig ned for at finde lys, farver og inspiration - ”eller en mand”, tilføjer hun med et monalisa-agtigt smil.
Men først om nogle år. Niclas skal i vej og har brug for sin mor. Lige nu er de begge vildt optagede af blandt andet den italienske mafia - men bare til opgavebrug.
For dannelse og kultur må man ikke forsømme. Som den vidtberejste maler siger:
- Fra at være primitive individer, der bare kunne finde ud af at skaffe føde, æde, drikke - og hore - er det nu vores kultur og livsværdier - og ikke materialismen - der er grundstoffet til det, vi kalder dannelse, og med fare for at blive kaldt snobbet så er det dannelse, vi skal give i arv. Det drejer sig om at blive dygtig, erklærer maleren, der har lært en masse om verden efter princippet om learning by doing og endnu har en del til gode at lære:
- Jeg må stadig udforske verden, siger hun og sprinter på sine egne gode ben rundt i atelieret for at samle sine billeder sammen for at pile ned ad trappen med dem. De har nemlig fået ben at gå på. Til hendes store tilfredsstillelse hænger de snart et sted, hvor der står Inge Dahl på udstillingskalenderen.

Retur til:
Portrait