Udsmykning “Psyche Tales” Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Psyche Tales : Faglig -æstetisk udsmykning Auditoriet, Psykologisk Institut,  Bartholins Alle 13, indgang 1343, Aarhus Universitet,  8000 Aarhus C. Udsmykningen er offentligt tilgængelig, når der ikke undervises.

Psyche Tales er realiseret gennem legater fra: Konsul George Jorck og hustru Emma Jorcks Fond, Kulturudviklingspuljen, Aarhus Kommune, Glashandler Johan Franz Ronges Fond og DBF´s Kick-startslegat. Stor tak til de nævnte fonde og kunstudvalg. Uden deres støtte havde den fagligæstetiske udsmykning af instituttets auditorium ikke været mulig.

Mind the gab, at surfe i psykologi

Under lockdown udforskede jeg faget, der er opkaldt efter den græske gudinde Psyke og ordet ”logos”. Processen med at skabe den fagrelevant-æstetiske udsmykning gik via studier af psykologernes adfærdsforsøg med dyr og mennesker – til roden af såvel psykoanalysen som eksistentialismen. Jeg surfede! Stødte på MeToo, 1912, pioneren Spielrein i relation til Jung. The Clarks racismestudie, 1940. Opdagelsen af spejlneuronerne via forsøgslederens rosinspisning m.v. En spændende verden åbnede sig. Jeg var slugt, opslugt. Detalje og helhed. En stor mosaik af brikker skulle falde på plads.

I begyndelsen var billedet

En rektangulær skive af en græsk teaterellipse i et rektangulært rum – sorte pulte i hvidt rum. Anonymt. Sådan var det store auditorium med plads til ca. 240 studerende. Nu hænger nederst ved ”scenen”, hvorfra professorerne leverer forelæsninger, tre collager à 110 x 110 cm. De er udført på pastelfarvede karklude, pink, gul og blå. Collagerne er et view på de tre hovedretninger inden for faget, hvilket fremgår af titlerne: Fragmenteret behaviorisme, Psykoanalytisk eliksir og Human eksistens på gul karklud.

Billederne består af visuelle koblinger mellem psykologiens og kunstens univers.

De er som overflødighedshorn, bombardementer af indtryk, men den enkelte collage er en koloristisk helhed.

Der er tilknyttet egne digte, som trykt på kalkepapir ”svæver” ved hvert billede. Beskueren kan udføre rejsen tur-retur fra sansning af billedet til det skrevne univers. Derigennem kan opleves såvel sammenhæng som afstand imellem de to sprog. En invitation til leg og fordybelse.

På bagerste væg i det 200 m2-store auditorium hænger: The Psycology Hall of Fame, 60 x 160 cm. Værket er en printet fotocollage, monteret på dibond. Midt i en gulgrøn suppe toner gamle portrætter frem. Pavlov med hundekrop. En halvnøgen hipster som viser sig at være Freud og … surprise, Søren Kirkegaard. Dernæst ældre mand med alpehue, frontløberen inden for kognitiv psykologi, Piaget. Kvinder – ja dem er der ingen af i grundlæggelsen af faget. Derfor optræder en kloning af robotten Sophia og gudinden Minerva.

Et digt og et essay på kalkepapir stiller centrale spørgsmål vedr. køn, race, eurocentrisme og faggrænser. Quo vadis?

Det viser sig, at fagets rødder går tilbage til de første tegn på individuel bevidsthed. Derfor optræder genstande fra kognitiv arkæologi i billedet og selvfølgelig sommerfugle som symbol på psyken. Den gulgrønne vandige baggrund signaliserer: Af vand er vi kommet!

Udsmykningens formål: Erkendelse, luftig æstetik og humor

Jeg ønsker at tilføre luftig æstetik, humor, farve og visuel faglighed til en tung akademisk verden. Grundlæggerne af psykologifaget stillede essentielle spørgsmål, som får plads, når der er kriser. I folkemunde er det nemt at gøre grin med psykologer. Rapporter viser dog at kun 15 % af befolkningen undgår at få en eller anden form for diagnose eller psykologisk behandling. Der er brug for dygtige shrinks, som har kendskab til billedets betydning i relation til sansning, tanke og handling. Fremtiden kræver store omstillinger og ændringer af menneskelig aktivitet på planeten. Kunsten og farven er væsentlige redskaber. Let´s walk the talk!

PS: Sorry for min sene opdatering af bloggen vedr. udsmykningen. Der har været fysisk sygdom i familien/vennekredsen og 2. fase af projektet krævede min tid.